Ga naar de inhoud

BLIV VORES NYE PRAKTIKANT

Details

Article

Klima og Menneskerettigheder på programmet

Bekymrer du dig om klimakrisen og menneskerettigheder, men i tvivl om hvordan du skal omsætte det til handling? Så bliv vores nye praktikant og vær med til at skabe Danmarks eneste Sommerakademi for universitetsstuderende om netop dette!

Humanity in Action søger en studiepraktikant på ca. 25-30 timer ugentligt til forårets kerneaktivitet: det årlige Sommerakademi (Copenhagen Fellowship). Praktikperioden løber fra d. 1. februar 2023 – 30. juni 2023 (eller efter aftale).

Som praktikant hos Humanity in Action Danmark bliver du en del af team, der uddanner danske og udenlandske studerende i at omsætte viden til handling. Sammen sætter vi menneskerettighederne højest på dagsordenen.  

Vi søger en praktikant, der vil være med til at forme Humanity in Actions årlige Sommerakademi, der samler universitetsstuderende fra USA og Europa til et månedlangt program om menneskerettigheder, klima, demokrati og aktivt medborgerskab.

Rukiatu Sheriff
Vores skønne programassistent Rukiatu på Sommerakademiet 2020

Primære opgaver:

  • Være med til at udarbejde Sommerakademiets temaer
  • Være med til at udvikle et mangfoldigt, interdisciplinært og aktuelt program og læringsrum
  • Være med til at udpege politiske, kulturelle og historiske samfundsproblematikker samt identificere aktører og organisationer, der kan bidrage med ny viden og skabe debat
  • Tage kontakt til og være i dialog med oplægsholdere og samarbejdspartnere samt koordinere programmets skema
  • Assistere i forbindelse med den praktiske planlægning af Sommerakademiet
  • Arrangere en eller flere talks om menneskerettigheder i praksis
  • Facilitere selve programmet, herunder diverse praktiske opgaver og præsentation af talere

Udover de primære opgaver, der knytter sig til Sommerakademiet, ser vi gerne, at du som praktikant er frisk på at tage del i organisationens daglige drift, herunder ekstern kommunikation og administration.

Som praktikant i Humanity in Action kommer du til at arbejde tæt sammen med Humanity in Actions lille sekretariat og dygtige bestyrelse, hvor vi tror på medejerskab, sparring og ansvar. Du kan forvente dig et venligt og støttende arbejdsmiljø, hvor der er plads til at tænke stort.

Sommerakademiet 2023 sætter fokus på sammenhængen mellem klima, demokrati og menneskerettigheder med civilt engagement som rød tråd. Vi skal undersøge hvordan vi bevarer klima-momentum midt i en krisepræget tid, hvordan klimaforandringerne rammer skævt samt tale om fremtidige generationers rettigheder og meget mere. Gennem workshops, diskussioner, oplæg og ekskursioner, skaber vi et udfordrende læringsrum og et vibrerende fællesskab, hvor meninger bliver udfordret, og hvor viden bliver omsat til handling.

Vi forventer:

  • At du interesserer dig for menneskerettigheder og aktuelle samfundsproblematikker
  • At du kan arbejde tematisk, fagligt og projektorienteret
  • At du arbejder selvstændigt og struktureret
  • At du er initiativrig
  • At du er indskrevet på en relevant universitetsuddannelse (ikke et krav)
  • Dansk er en fordel men ikke et krav

Send din ansøgning til denmark@humanityinaction.org senest den 25. januar 2023. Vedhæft ansøgning, CV, samt eventuelle anbefalinger. Hvis den rette kandidat kontakter os forbeholder vi os retten til at ansætte før deadline.

Hvis du har spørgsmål, eller gerne vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at skrive til programkoordinator, Nina Axelsen på n.axelsen@humanityinaction.org

Praktikken er ulønnet.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning!

Humanity in Action ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge stillingen – uanset etnisk tilhørsforhold, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.