Skip to content

Mindeord: Herbert Pundik (92) - Humanity in Actions stifter

Humanity in Actions stifter – journalisten, aktivisten og flygtningen Herbert Pundik – er død, 92 år

Det er med sorg, at vi må meddele, at Herbert Pundik stille sov ind igår, søndag den 8. december 2019, i sit hjem i Tel Aviv. Herbert stiftede Humanity in Action i 1997. Vores tanker går til Herberts hustru Sussi, deres datter Michal, til deres børnebørn, og til alle, der var så heldige at blive berørt af hans exceptionelle væsen.

Læs formanden for Humanity in Action Danmark, Anders Jerichows, mindeord under kortfilmen her.

Pundik gav os Humanity in Action

Herbert Pundik var chefredaktør på Politiken fra 1970-1993

Humanity in Actions stifter – journalisten, aktivisten og flygtningen Herbert Pundik –  er død, 92 år

Vent ikke på andre. Tag selv fat. Det var Pundiks holdning, han levede efter den, og med præcis den sætning skabte han Humanity In Action for godt tyve år siden.

Inspirationen var oktober ‘43, hvor danske jøder måtte flygte fra den nazistiske besættelsesmagts plan om deportation af jøderne til en usikker skæbne i Centraleuropa – og hvor danske landsmænd hjælp dem i skjul og videre til sikkerhed i Sverige.

Pundik var én af dem, der blev reddet. I hele sit liv glemte han aldrig den dag, hvor rektoren for hans gymnasium hentede ham i klassen for at sige, at hans familie måtte forlade hjemmet i en fart.

Det lærte Pundik flere ting:

Den ene ting: Man kan ikke være flygtning i datid. Én gang flygtning, altid flygtning. Vågnede han om natten, selv sent i livet, var det altid erindringen om oktober ’43, der dukkede op.

En anden ting: Den danske flygtningehjælp i de dramatiske oktoberdage var spontan, ikke planlagt af regeringen, heller ikke af andre. Almindelige mennesker tog fat af egen drift og uanset risikoen for sig selv. De reddede 6.000-7.000 landsmænd. En af dem var Pundik.

Årtier senere etablerede han og historikeren Judith Goldstein med hjælp fra erhvervsmanden Euan Baird derfor HIA, Humanity in Action.

Ideen var klar: At samle unge på tværs af grænser, på tværs af Atlanten, til at dyrke lektien fra oktober 1943: At der altid er noget, man selv kan gøre – fremfor at vente på regeringer eller andre.

Ideen var klar: At samle unge på tværs af grænser, på tværs af Atlanten, til at dyrke lektien fra oktober 1943: At der altid er noget, man selv kan gøre – fremfor at vente på regeringer eller andre.

I det lys satte Humanity in Action fokus på menneskerettigheder og mindretalsbeskyttelse. 

Pundik og hans hustru, Sussi, deltog i mange år i de internationale konferencer, der afsluttede de årlige Sommerakademier. Så sent som sidste år hjalp Pundik Humanity in Action Danmark med initiativet til kunstudstillingen “Oktober ’43”, der havde det formål at skabe et rejselegat for unge, der arbejder med menneskerettigheder og mindretal.

Herbert Pundik med sin hustru Sussi

En lang række billedkunstnere skænkede værker til udstillingen i Politikens Hus, hvor de senere blev bortauktioneret med Bruun-Rasmussens hjælp. Det gør det i mindst 10 år muligt for Humanity in Action Danmark at uddele et årligt rejselegat ved et arrangement, hvor der sættes fokus på begivenhederne i oktober ’43 og unges indsats for mindretal og menneskerettigheder i dag. En bro mellem fortid og fremtid. Det vil også bære Pundiks minde.

For Pundik var det afgørende at bruge sit liv til noget fornuftigt. Det gjorde han i helt uset omfang.

Og der er en tredje ting, Pundik lærte af livet og erfaringen fra nazismen: Sig fra, når der skal siges fra.

Humanity In Action vil forsøge at leve op til hans inspiration. At være Pundiks værk er stærkt forpligtende.

ANDERS JERICHOW
Chairman, Humanity in Action Denmark

Pundik sov stille ind i sit hjem i Tel Aviv, Israel, søndag den 8. december 2019.